Solutio udvider aktiviteterne

It-virksomheden Solutio har overtaget aktiviteterne i Kjellerup-virksomheden AViGu, med virkning fra den 1. februar 2011. Den tidligere indehaver af AViGu, Anders Maansen, ansættes som systemkonsulent i Solutio
”Med overtagelsen af AViGu fortsætter vi den gode udvikling, som Solutio er inde i. Vi har specialiseret os i drift og support af servere, netværksudstyr og eksterne services og har den styrke, at vi ikke holder os til en bestemt branche, men i stedet fokuserer på de bedst mulige løsninger til organisationerne og de små og mellemstore virksomheder,” forklarer direktør Brian Reinhold Jensen fra Solutio, som ser frem til samarbejdet med Anders Maansen og AviGus kunder. ”Anders Maansen har en solid erfaring med it-konsulentarbejde, support og hardware reparation og desuden en indgående viden om dataredning. Alt sammen kompetencer, som passer godt ind i de opgaver, Solutio i forvejen løser.”
Mennesker frem for teknik
Solutio har i de senere år fået et solidt tag i ikke-kommercielle organisationer som Dansk Ungdoms Fællesråd, Blå Kors Danmark og KFUM-spejderne, ligesom it-virksomheden også har udviklet løsninger, der passer godt til høj- og efterskolernes behov.
”Mange organisationer og virksomheder har ikke en it-afdeling, men i stedet en travl medarbejder, som skal nå en masse – blandt andet it. Sådanne steder har brug for en sparringspartner, som forstår den hverdag, medarbejderne sidder i. Jeg tror, at det er her, vi tilbyder noget særligt, fordi vi fokuserer på mennesker frem for teknik. Vi er gode til at forstå, hvilke udfordringer den enkelte virksomhed står med og derefter komme med et bud på, hvordan it-problemerne løses bedst muligt,” forklarer Brian Reinhold Jensen om baggrunden for, at der er travle dage på Solutio.
Udover ansættelsen af Anders Maansen tiltræder Kai Storkborg en stilling som systemkonsulent pr. 7. februar. Kai Storkborg har tidligere været ansat som systemkonsulent i Transsoft A/S.
Nærmere oplysninger fås hos direktør Brian Reinhold Jensen, Solutio, på telefon 40 29 58 13
Hvis du er intereseret at modtage en mail når der er nyt fra Solutio, kan du tilmelde dig Solutios nyhedsbrev.
