Support: Dagligt 9.00 - 15.00   +45 8681 7841   Udenfor arbejdstid: +45 8213 7841          Driftsstatus
Et indlæg under: Nyheder

Bo – 10 år!

Man skal huske at fejre sine successer! Og gerne så tit man kan!

En af Solutios successer er, at vores medarbejder, Bo Hein Jørgensen, gennem hele 10 år har været med på holdet af fantastiske netværksnørder. Og det skal fejres. Derfor har vi bestilt smørrebrød til det halve af Silkeborg og ikke mindst købt en helt unik gave til Bo, som vi ved, at han bliver himmelråbende glad for.

smoerrebroed

Bo startede i Solutio som tekniker, hvor han kørte rundt og installerede printere og andet grej, som var det, der prægede virksomheden dengang. I dag er Bo Teamchef for Solutios driftsafdeling:

”Ja, det lyder jo meget flot. Især når jeg er den eneste i afdelingen,” griner Bo og tilføjer: ”Men det er helt klart, at der er sket en del i løbet af de 10 år, jeg har været med. Virksomheden er gået fra at beskæftige sig med kabler, hardware og kravlen under skriveborde til at være det moderne datacenter, som vi kender det i dag.”

Der er også tid til familien
Når Bo ikke holder styr på Solutios interne servere, bruger han tiden sammen med familien, som tæller hans kone Jette, deres to sønner på 11 og 8 år og de to vovser, Vega og Fie. Familien bor i Brædstrup, hvor Bo også slår sine folder som hårdkogt træner for det lokale drengehåndboldhold. Når der står ferie i kalenderen, er familien vild med at spænde campingvognen efter bilen og køre sydpå mod varmere himmelstrøg. En af de helt store drømme peger til gengæld mod vest: ”Vi har familie med tilknytning til USA. Så drømmen er en lidt længere tur derover – måske et klassisk roadtrip. Det kunne virkelig være fedt!”

Det startede med en øl
Tilbage til Solutio, hvor Bo havnede efter en opringning fra en tidligere kollega i TM Networks, hvor Bo var ansat, før han kom til Solutio. Fyren i den anden ende af røret hed – sjovt nok – Brian Reinhold. ”Jeg fik et opkald fra Brian med en invitation til en øl på terrassen. Og har så vi hængt sammen siden. Det fede ved mit job er helt klart friheden – indenfor rammerne naturligvis. Jeg ved, hvad jeg skal nå, men om jeg når forlæns, baglæns eller sidelæns i mål, er underordnet.”

Vi ønsker Bo et stort tillykke med jubilæet – og glæder os (helt vildt) til de næste 10 år!

bo-model

Hvad tænker du? Skriv din kommentar her

* Skal udfyldes, emailadresse offentliggøres ikke

Vi opdaterer dig på mail, om nye kurser, nyt hos os eller ude i den store verden